Suk.
Fra den ene dag til den anden er vores hverdag vendt op og ned på grund af Covid-19.
Selv har jeg fået aflyst 6 koncerter indtil nu, og jeg forventer desværre at flere aflysninger vil følge. Forhåbentlig bliver koncerterne udskudt til efteråret, men lige nu ved vi jo ikke engang, hvordan situationen ser ud til den tid.
Vi har fået mere tid med den nærmeste familie men savnet over ikke at kunne udtrykke sig musikalsk foran et fysisk publikum begynder så småt at gnave i hjertet. Jeg er en kreativ sjæl, der vokser ved at skabe musik.
Trist.
Ikke kun for pengepungens og mit egos skyld - men også for publikums skyld. Dem der havde glædet sig til at nyde en musikalsk stund med plads til eftertænksomhed og nærvær. Vi har brug for musikken!
Musik er ikke bare musik. Musik er også et biologisk fænomen. Det viser moderne hjerneforskning, der har påvist at musik udløser dopamin i hjernen - et euforiserende stof, der vækker følelsen af nydelse hos os. Musik finder på den måde vej ind i hjernens belønningscenter. Belønningscenterets funktion er at give os en følelse af velvære og nydelse, hver gang vi gør noget, der er godt for vores overlevelse. Peter Vuust (professor)
Forestillinger, koncerter og store arrangementer aflyses eller udskydes.
Flere og flere melder sig arbejdsledige.
Ensomheden truer.
Folk bliver syge - og nogle dør.
Gaderne ligger næsten øde hen og ironisk nok skinner solen fra en skyfri himmel i disse dage, hvor vi opfordres til at blive hjemme.
Suk.
Jeg håber virkelig, at vi alle kan prøve at tænke positivt, selvom det er svært. Det er vigtigere end nogensinde, at vi bærer over med hinanden. Husk kærligheden!
Kommentare